Birthe Kjær er sidste navn til Blåvandshuk Musikfestival 2026
Blåvandshuk Musikfestival kan nu offentliggøre det sidste navn på plakaten for 2026: Birthe Kjær vender tilbage til festivalen, hvor hun tidligere har begejstret publikum med sit brede katalog af danske klassikere.
Med mere end fem årtier på den danske musikscene har Birthe Kjær sunget sig ind i hjertet på publikum i hele landet. Festivalgæsterne kan derfor se frem til et genhør med de velkendte og folkekære hits, når hun går på scenen lørdag den 6. juni 2026.
Birthe Kjær fuldender et stærkt lineup, som allerede består af Spar2, Mille, Blæst, Martin Kanstrup og Sømændene. Musikalsk bliver 2026-udgaven dermed en af de mest alsidige nogensinde, hvor både nye og etablerede navne mødes på samme scene.
Billetter kan købes på festivalens hjemmeside, blaavandshukmusikfestival.dk, og arrangørerne oplyser, at billetprisen stiger den 1. december.